Tvind vs. Hash

VS-hash

Når hashen sniger sig ind på Tvind tager vi kampen op og erklærer den krig. Det betyder at vi skærper bevågenheden omkring hele spørgsmålet, og bruger de nødvendige ressourcer på at få det ud igen.
Læs Anna Hoas' artikel fra "Tvind Nyt" 2007.

Vi ønsker at bringe alle vores elever i udvikling, og det mener vi alvorligt. Derfor er vi ikke i tvivl om at vi bliver nødt til at gå ret mod hash, uden tøven. Vi har erklæret Tvind ”befriet område”: Befriet for hash og andre stoffer. Det er hårdt arbejde men sådan bliver det nødt til at være hvis vore elever skal kunne udvikle sig og uddanne sig, og opbygge venskaber og bæredygtige sociale relationer. Det fortæller vi også vidt og bredt om da eleverne tilmelder sig, og vi mener det. 


Alligevel sniger hashen sig ind på Tvind ind i mellem, da enkelte elever bringer det med. Vi mærker det med det samme: På stemningen, på mødeprocenten, på tonen eleverne i mellem, og på de “uforklarlige situationer”: Elever som lige pludseligt mangler penge. Stjålne mobiltelefoner. Ribbede køleskabe. Indbrud i kiosken...

Der er helt enkelt mislyde i krogene. Når vi lægger alle disse indicier sammen kan vi som regel regne det ud: der er hash på stedet. Så må vi til det igen: erklære krig på alle fronter: Krig mod hashen, ikke mod hashrygerne.

Vi smider ikke nogen ud. Vores opgave er at løse problemerne, ikke at give sorteper videre. På denne måde adskiller vi os fra mange andre slags skoletyper, som ikke er gearet til at tage sig af den slags problematikker. Vi accepterer at det er en sej kamp, og at det tager tid. Hashen er en sej fjende.

Alene i Ulfborg er der flere pushere.


Hashen har godt tag i de unge i Danmark. Det er et udbredt rusmiddel som kan købes overalt. Alene i Ulfborg er der flere pushere, og det er heller ikke noget problem at få det bragt ud til Tvind med bud. Et par sms beskeder så er det ordnet. Levering helt hen til møllen.



Mange af vores hashrygeres forældre ryger det også, og børnene i disse familier betragter hash som den naturligste ting i verden. Andre forældre ryger ikke hash, men synes ikke at det er så slemt – ”det kunne jo være værre” og ”det skal jo prøves”. De forbinder hash med ungdomsoprør, musikfestivaler og andre fænomener bundende i deres egen nostalgi, og synes at vi er lidt for fanatiske med vor ikke-tolerante holdning til hash. Vi prøver at fortælle dem at hashen ikke er så uskyldig endda, og fortæller om langtidsvirkningerne og om vore erfaringer. Tror de på os? Hvem ved. I hvert tilfælde kan vi ikke regne med dem som allierede i krigen mod hash. Det bliver vores opgave, sammen med vore samarbejdspartnere: kollegaerne på skolerne og opholdsstederne, misbrugsrådgivningen i Holstebro, sagsbehandlere, akupunktøren, lægerne.



Faktum er at hash er så almindeligt rusmiddel i nogle kredse at de unge knap nok ved hvordan de skal gebærde sig uden. Hashkulturen er meget invaliderende socialt, og hashrygere har som regel kun en fælles interesse: hash. Dog har de forstået at hash ikke er accepteret i mainstreamkulturen - hvor til gengæld sprut og bajere er i orden. Hashrygerne har prøvet det på egen krop, og er blevet smidt ud af efterskoler og tekniske skoler på grund af hashrygning. Derfor går de stille med dørene med deres forbrug af hash, og ryger det i skjul.




Subkulturen blomstrer
.

Vær ikke i tvivl: hashrygerne skal nok få øje på hinanden i enhver tilfældig flok unge som kommer sammen. Vi har set det rigtig mange gange: den nye (hashrygende) dreng på skolen ankommer. Han kender ikke nogen – han er som sagt helt ny – men i løbet af en halv time sidder han på en af de andre hashrygeres værelse og spiller playstation. Ingen introduktion er nødvendig. Det er også kun hashrygerne som bliver tilbudt hash på gaden når vi er på ferie i Barcelona. Dem der ikke ryger hash bliver ikke spurgt. Årsag?

Hashkulturen er godt organiseret og giver ikke så let slip på deres ofre. Os der ønsker at give nogle af de unge hashrygere mulighed for at slå ind på en anden, sundere levevej må således have gode kort på hånden, ellers taber vi kampen. For det første må vi rotte os sammen med den unge, og melde klart ud: vi er i krig mod hashen, ikke mod dig. 



Vi siger: ”Det kan godt være at du ikke er i stand til at kæmpe sammen med os mod hashen i det første lange stykke tid – det er også i orden. Men du skal vide hvor du har os, og vi går ret mod hash. Vi vil prøve at fylde dit liv med noget andet: gode oplevelser, gode venner og gode fremtidsmuligheder – sådan at du bliver motiveret til at komme af med din afhængighed. ” 



De siger: ”Skrub af, mand. Jeg er sgu da ikke afhængig.” 




Undertrykkelse af den personlige frihed?

Nå – men så starter vi derfra. Vi kæmper med alt det vi har for at beskytte dem mod trangen, mod angsten, mod pusherne, og mod de svage sjæle som inviterer dem til at ryge med, og som vil opretholde deres trygge, lune subkultur.  Vi er hysteriske med hashsymboler – hos os bliver rastafariplakaterne pillet ned, de dekorative cannabisbladsaskebægere sat på depot og ”Adidhash” trøjerne pakket væk. Vi gider ikke se på det lort. Vi prøver at opbygge en anden kultur og samværsform, og vil ikke forstyrres af hashkulturens reklamer.

Undertrykkelse af den personlige frihed? Nej! Undertrykkelse af hashkulturen! Der findes så mange steder i dette land hvor man nemt kan udtrykke sin hashkultur hvis man så ønsker. Tvind er et fristed for dem der faktisk prøver på at undslippe hashkulturens kvælertag, og det erderes personlige frihed vi værner om.

V i prøver at gøre livet surt for pusherne. Vi sladrer til politiet lige så snart vi ved noget. Vi bruger vore fornemmelser og list til at opdage dem der ryger på skolen. Vi forlanger urinprøver. Vi opklarer sagerne og bliver ved indtil vi kender sagens fakta: hvem var med til at ryge, hvem skaffede det, for hvilke penge, hvorfra?

Så skal der findes ud af hvilke konsekvenser der skal være for at vi kan undgå at der sker en anden gang. I samarbejde med de unge. Det kan være at hjemrejserne skal sættes på ”hold” i en periode. Det kan være påbud om at gå sammen med en anden elev på byturen, således at pusherne ikke frister med gode tilbud. Det kan være en fiskeoliekur (omega fedtsyrer i lange baner til medtagne hjerneceller) og en tur til akupunktøren for at få styr på tankemylderet og søvnløsheden. De hårdnakkede holder vi mange taler for. Til sidst giver de sig, måske.

Det tager tid at komme hashkulturen til livs, og erstatte den med noget andet. At være afhængig af hash er en alvorlig sag. Langtidsvirkningerne har vi set med egne øjne og ikke kun hørt om på en misbrugskonference. Depressioner, psykoser, social isolation. Selv om det ikke altid går så galt for dem der ”kun” har røget i fire-fem år, så går hashrygerne glip af rigtig meget. Hashrygerenes personlige udvikling går i stå, og de er meget ofte umodne for deres alder. I de perioder hvor der ryger har de svært ved at komme op om morgenen (fordi de har rigtig svært ved at falde i søvn), kan ikke rigtig samle sig om at deltage i noget som helst, opgiver hurtigt og har svært ved at holde styr på de mest elementære ting i deres liv, såsom at overholde aftaler eller komme til tiden. De trækker sig tilbage, tilbringer gerne mange timer foran en computerskærm eller et fjernsyn, er konfliktsky og undvigende. De har svært ved at opbygge meningsfyldte relationer til andre mennesker, bliver fortvivlede og prøver at ryge sig ud af problemerne. Der skal meget til for at bryde den onde cirkel.




Så hvad skal der til?

På Tvind bruger vi vores miljø som en del af løsningen. Det inkluderende, rummelige, vilde, hjertelige, internationale og ligefremme miljø, hvor du bliver accepteret sådan som du er. I dette miljø blomstrer en anden kultur en hashkulturen. En hjemmelavet kultur med masser af varme og sammenhold, med mange lokale traditioner. Der er mange forskellige slags mennesker at kigge hen på og blive inspireret af. De ryger ikke hash. De er ved at tage en uddannelse, eller er på vej til Afrika, eller aner ikke hvad de vil, men er i fuld gang med at afprøve forskelligt. Der er mange aktiviteter at tage del i, mange sager og opgaver at blive optaget af: styrketræning, fodbold, kagebagning, musik, håndværk, teater, ballonflyvning, uddannelse, praktikpladser, skovarbejde, traktorkørekort osv.



Med hjælp af det som eleverne spøgefuldt kalder ”tvindtvang” og det som lærerne helst kalder ”kærlighed og krav” kommer hashbrugerne i gang med at tage deres vaner op til revision. De bliver taget ved hånden og inddraget i aktiviteterne, mere og mere. De lærer nogle flinke mennesker at kende, lidt efter lidt. Lærerne er der til at få retning på det hele. Lave udviklingsplanerne med hver enkelt. Lave aftaler. Finde på løsninger og nye programelementer.



Og i perioder agere værn mod den personlige udviklings fjende, hashen, og erklære den krig i en periode.